PRÆSTEN FRA VIBORG
Tekst & fotos: Emiliemarie Oemann
PRÆSTEN FRA VIBORG
Tekst & fotos: Emiliemarie Oemann
Publiceret i Viborg Stifts Folkeblad 2023
Publiceret i Viborg Stifts Folkeblad 2023
Min nysgerrighed på andre mennesker fik mig til at gribe kameraet og slå vejen forbi Guds hus. Og en præst der hedder Eva.
Faktisk var Eva kun 0,1 fra at blive dyrlæge og ikke præst. Dvs. hendes adgangskvotient var 0,1 for dårlig til at blive optaget på landbohøjskolen i Kbh.
Hun fik tilsendt en liste over studieretninger, der havde ledige pladser. På den liste stod bl.a. teologi i Aarhus. Eva tænkte, at hun altid kunne starte og så droppe ud igen, hvis det ikke var noget. Men det VAR noget.
Først blev hun grebet af sprogene. Hun elskede at terpe de latinske gloser og lære hebraisk. Så var der de andre fag, som gjorde, at hun blev hængende – etik, religionsfilosofi og praktisk teologi, bachelorfaget ”De kristne i Israel/Palæstina” og specialeemnet ”Kirken i DDR”.
Teologistudiet var dog ikke en helt ny tanke eller en pludselig indskydelse:
”Det var præstegerningen, der valgte mig. Det lyder måske helligt eller mærkeligt. I 1.g havde jeg en morgen en tanke om, at jeg skulle være præst. Jeg steg ind i skolebussen, og fortalte det til mine veninder. De kiggede underligt på mig, og sagde bare ”Ja, ja, det er godt med dig du…”. Så gik der et par år, hvor jeg ikke skænkede det en tanke.”
Altså ikke før den dag hvor hun fik beskeden om, at hun var ’for dårlig’ til dyrlægestudiet.
Modstykke til travlhed
I 2012 blev Eva færdig med teologistudiet, men hun havde ingen planer om, at skulle være præst lige med det samme.
Hun og hendes mand havde lige fået deres første barn, og var på barsel. Desuden syntes Eva også, at hun var både for ung og for uerfaren til at være præst for en menighed. Hun var 27 år.
Og 9 dage efter datterens fødsel tog hendes mand til Afghanistan. Så dér sad hun – alene med en nyfødt baby og med en mand i krig. Familien hjalp så godt de kunne, men de mange dage og uger alene modnede hende.
Da Evas mand kom hjem, og overtog barslen, begyndte hun på pastoralseminariet i Aarhus:
”I de 5 måneder fik jeg en fornemmelse af det, som man skal kunne som præst. Jeg havde en fantastisk praktikpræst, Henrik Grøndal Lund (sognepræst i Aarhus Domkirke), som hjalp mig med at finde troen på mig selv. At jeg havde det, der skal til for at være præst. Han sagde, at vi skal kunne turde at skylde andre noget. Og at vi piger/kvinder skal lade være med at prøve på at være så perfekte hele tiden. Det er de ord, jeg har taget med mig i min præstegerning.”
Til mit spørgsmål om hvordan hun tror, eller håber, at andre oplever hende som præst, svarer Eva:
”Jeg har flere gange oplevet, at folk siger, at jeg er så utrolig rolig. Det er noget, som jeg er meget opmærksom på, og som er et fokuspunkt. Vi har så travlt med alt muligt i vores liv. Vi skal skynde os fra det ene møde til det andet. Vi skal skynde os at hente børnene, handle ind til aftensmaden – som vi har 10 minutter til at forberede. Så skal vi skynde os videre med det ene og det andet.
Så gudstjenesten, de kirkelige handlinger, og andre møder og aktiviteter i forbindelse med kirken, ser jeg som et modstykke til den travlhed. Her skal vi IKKE skynde os!”
Billederne i farver
